Jeg hedder Jimmi og er personen bag denne blog. Lad dig inspirere af mine ideer og skab dig en mere kemikaliefri hverdag fyldt med sundhed, velvære og støtte til livets mange udfordringer. Naturen er så fantastisk, så hvorfor ikke invitere den indenfor i form af de naturlige olier?
Ja, jeg vil tale en del om produkterne fra Young Living, for det er nu en gang min passion. Det er også disse fantastiske produkter, jeg selv bruger hver dag og derfor er bedst kvalificeret til at tale om.
Velkommen til og engager dig endelig ved at kommentere mine indlæg.
Jeg vil ikke umiddelbart betegne mig selv som et morgenmenneske, men jeg kommer dog fint ud af sengen hver morgen - ikke mindst takket være mine små morgenritualer.
Der står altid 2-3 olier på mit natbord, men de er nu mest til brug før sengetid. Jeg lærte dog en øvelse sidste år, hvor du straks efter din opvågen planter dine ben på jorden, tager din favoritolie og kommer en dråbe i din ene håndflade, fordeler olien i begge hænder og danner en skål rundt om ansigtet, mens du tager 3 dybe vejrtrækninger. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har fået gjort denne øvelse til en vane, men det er faktisk en rigtig god start på dagen. Mit faste morgenritual er straks at gå på toilettet, men dernæst så kommer olierne i brug. Som tidligere skrevet her på bloggen så bruger jeg altid Idaho Blue Spruce om morgenen for både at skubbe mig i gang og balancere mine hormoner. Dernæst udvælger jeg en "parfume" som lige for tiden er Believe - der er intet bedre end at starte dagen med overskud og god selvtillid. Ellers er Aroma Life også en af mine parfumefavoritter.
Til morgenmaden indtager jeg forskellige kosttilskud for at vedligeholde og støtte både mit immunforsvar og fordøjelsessystem. Mange af vores ubalancer stammer fra tarmsystemet, så jeg sørger for at få både enzymer og probiotika ved at tage henholdsvis Detoxzyme og Life5. Trænger jeg til en lidt større udrensning af tarmsystemet, så snupper jeg også lidt Comfortone. Jeg får gerne fisk et par gange om ugen, men for en sikkerheds skyld har jeg valgt at supplere med lidt fiskeolie fra det danske firma PurePharma. Jeg er ikke stødt på en anden producent med så meget fiskeolie i deres kapsler og immervæk fiskeolie udvundet af de rigtige fisk på de rigtige betingelser. Slutteligt så napper jeg min daglige dosis af NingXia Red - et flydende kosttilskud fra Young Living fyldt med vitaminer og antioxidanter fra først og fremmest gojibær, men også andre superfrugter såsom blåbær, aronia, granatæbler samt 4 forskellige olier. En dagsration (60 ml.) svarer til næringsstofferne fra 118 broccoli eller 200 appelsiner eller 45.628 mandler!
Efter morgenmaden børster jeg tænder i en af Young Livings tandpastaer - min favorit er Thieves AromaBright. Udover at være en effektiv renser på grund af Thieves olien, så efterlader den mig med en frisk ånde og et kick. Både tandpastaen og især deres mundskyl er i den skrappe ende, så de er ligesom med til at smide den sidste rest af træthed af mig.
Det lyder godt nok af meget, når jeg sådan remser det op, men det er ganske enkelt blevet en fast rutine, så det er ikke noget jeg bruger ekstra tid på eller skal tænke en masse over. Jeg er bare glad for at starte dagen med velvære og selvforkælelse og ikke mindst den selvpleje af min krop, der bestemt også ligger i det. I sidste ende er det jo mit eget ansvar at passe på mig selv, og her er disse produkter altså mine trofaste hjælpere.
På sin vis er det næppe nogen stor nyhed, at jeg er god til at forkæle mig selv - med olierne oplever jeg velvære hver dag, men nogle gange får den lige en ekstra tand.
Et par gange om året kan jeg gå og klø mig i hovedbunden, da den er lettere irriteret og håret også lidt fedtet efter brugen af voks. Jeg bruger skam shampoo, men nogle gange skal der lidt mere til.
Så er det, at jeg får bikset en hjemmelavet hårkur sammen bestående af 12-15 dråber vegetabilsk olie (jeg brugte en blanding af forskellige olier kaldet V6), 5 dråber rosmarin og 4 dråber lavendel.
Rosmarin er en rigtig god støtte til en udfordret hovedbund og kan være med til at give et sundt og stærkt hår. Lavendel er beroligende for både krop og sind og min faste følgesvend i min hudplejerutine. Blandingen fordelte jeg i nyvasket og let fugtigt hår og masserede det godt ind i hovedbunden. På med et håndklæde og så ellers bare lade det sidde i 45 minutter. Jeg har kort hår, så ved længere hår skal du selvfølgelig have lidt mere af ovenstående blanding. Da jeg skulle skylle det ud, puttede jeg 3 dråber citronolie i min shampoo for en ekstra rensende effekt.
Mon ikke du selv kan tænke dig til resultatet?
Citat, Ole Henriksen: I LOVE IT!
Pebermynte er helt sikker en olie, du har lyst til at have på lager til hver en tid. Det er nok den mest alsidige olie, der kan give dig støtte til dine luftveje, din fordøjelse og din fysiske formåen. Den er samtidigt god til ømme og spændte muskler, men jeg skal jo slet ikke fortælle alt det her lige nu. Du skal jo have 10 gode tips til at bruge denne olie i hverdagen.
TIP NR. 1
Slip af med dårlig ånde eller frisk munden op efter et måltid ved at slikke en dråbe af din håndryg. Olien er samtidigt med til at dæmpe trangen efter noget sødt efter et måltid.
TIP NR. 2
Smør 2-3 dråber under hver fod for at blive nedkølet - det gælder både en varm sommerdag såvel som ved feber. En varm sommerdag kan jeg nu også godt lide at fordele en dråbe eller to på mine håndled.
TIP NR. 3
Slip for myrer og andre skadedyr ved at dryppe to dråber olie på en vatrondel og placer den hvor du ellers ville placere en myrelokkedåse. Du kan også blande lidt olie og vand i en sprayflaske og bruge det som insektfjerner - gælder også mod bladlus på dine planter.
TIP NR. 4
Få lindring til din hovedpine ved at komme en dråbe i din ene håndflade. Med en finger fordeler du nu olien i panden, i tindingerne (væk fra øjnene), bag ørerne og i nakken.
TIP NR. 5
Boost din træning og bekæmp træthed ved at inhalere pebermynteolie før og under træning.
TIP NR. 6
Efter træning kan du med fordel smøre et par dråber olie på eventuelle ømme muskler.
TIP NR. 7
Ved kvalme, fordøjelsesbesvær, oppustet mave og sure opstød fordeler du 2-3 dråber i håndfladen og smører det ud over maven og rundt om navlen. Husk også at inhalere olien fra dine hænder, men undgå nærkontakt med den sarte hud i ansigtet.
TIP NR. 8
Hvis ikke du har kradset hul i huden, kan du smøre lidt olie på huden for at lindre kløen og eventuelt også som smertelindring. Samme trick kan bruges ved nærkontakt med brændenælder eller tidsler.
TIP NR. 9
Hvis du mærker en forkølelse eller har en tilstoppet næse, kan du muligvis få lindring ved at inhalere olien, bruge den i et dampbad eller i en næseskyller. Du kan også slikke en dråbe af din håndryg og inhalere gennem næsen.
TIP NR. 10
Du kan forbedre din årvågenhed og koncentration ved at smøre en dråbe under din næse, putte nogle dråber i diffuseren (avanceret aromalampe) eller slikke en dråbe af din håndryg. Diffuseren er især en god ven, når der skal laves lektier.
Som sagt er pebermynte rigtig alsidig, og der findes endda mange flere anvendelsesmuligheder end disse 10. Jeg skal huske at gøre opmærksom på, at folk med forhøjet blodtryk ikke må bruge mere end to til tre dråber om dagen. Derudover må olien ikke anvendes på børn under 5 år, da den er alt for skrap. Pebermynte er en såkaldt Hot Oil, så du kan opleve en brændende fornemmelse ved hudkontakt. Det er ganske ufarligt, men hvis det bliver for meget, så fortynd med en vegetabilsk olie (mandel, kokos, oliven, raps mm.) Selv bruger jeg altid V6, som er en lækker blanding af forskellige vegetabilske olier og lynhurtigt bliver absorberet af huden, så jeg ikke render rundt og er fuldstændig fedtet ind.
Skriv endelig en kommentar hvis du har nogle gode tips til brug af pebermynteolie.
Der går ikke en dag, uden at jeg bruger Idaho Blue Spruce - det er simpelthen den bedste olie til mænd, men kvinder kan også sagtens bruge den.
Idaho Blue Spruce, eller blågran som vi vil kalde den på dansk, har den lækreste duft der med garanti vil få dig til at slappe af. Fælles for alle olierne tappet fra træer så har de en meget beroligende effekt og er med til at give dig en solid følelse af jordforbindelse. Udover at berolige primært kroppen så har duften af blågran en opfriskende effekt på vores sanser og giver ro i sindet. Når jeg dufter til olien får jeg en lækker følelse af fred og sikkerhed, og den sikkerhed er faktisk med til at åbne mig op over for mig selv, men bestemt også andre.
Derudover er olien god til at lindre ømme muskler, hvis jeg har trænet godt igennem. Det samme gælder for især spændte skuldre i travle og stressede perioder - bare masser et par dråber ind på de hårdtarbejdende muskler. Derfor er olien også en perfekt makker i dampbadet eller saunaen, hvor den både beroliger sindet og får musklerne til at slappe af.
Grunden til at jeg skriver, at det er en uundværlig olie til mænd skyldes oliens egenskab til at balancere mænds hormonbalance og niveauet af testosteron i kroppen. Det var ikke sådan, at jeg følte min hormonbalance var i uorden førhen, men jeg synes at påføring af olien hver morgen har en beroligende og balancerende effekt, så der skal mere til at slå mig ud, og humøret forbliver stabilt og højt dagen igennem. Rent fysisk føler jeg også, at olien har en virkning. Jeg tænker ikke, at jeg nu er blevet mere mandig eller maskulin, men idet testosteronen får et boost, så vil der alt andet lige ske noget med både krop og sind.
Young Living har også skabt en olieblanding kaldet Shutran, som fortrinsvis er en olie til mænd som igen er med til at balancere hormonbalancen. Hovedingrediensen er netop Idaho Blue Spruce, men der findes også 9 andre olier i denne blanding. Så den kan muligvis lidt mere, men duften er lidt mere feminin efter mig smag. Derudover synes jeg, at det netop er Idaho Blue Spruce der gør forskellen for mig, så det er altså denne olie, jeg er begyndt at bruge ren for den fulde effekt herfra.
Lad mig slutte med at sige at kvinder som sagt tidligere sagtens kan bruge denne olie og også uden at frygte for pludselig skægvækst. Kvinder har også testosteron i kroppen, som skal balanceres og denne funktion i olien er jo kun en af de mange goder ved at bruge olien. Jeg ved også fra flere kvinder i min bekendtkreds, at de elsker duften af denne olie og sagtens kan finde på at bruge den som en parfume blandet sammen med en af de mere feminine blomsterdufte. Ellers findes der jo også en masse olier til kvinders hormonbalance - og det er lige fra teenageudfordringer til hjælp i forbindelse med overgangsalderen. Jeg vil ikke komme ind på de forskellige olier i dette indlæg, men tag eventuelt et kig på Clary Sage, Dragon Time, Progessence Phyto Plus og Lady Sclareol.
Når man ser på alle de forskellige, farverige flasker med skyllemiddel i supermarkedet, så kan det udelukkende skyldes, at der er et marked for disse flasker.
- men hvorfor?
Som regel vil det første svar være, at jeg ønsker bløde håndklæder og lagner. For andre er den "naturlige" duft af en forårseng grunden til at hælde en dosis i vaskemaskinen.
Fair nok, men har du også lyst til at fremprovokere allergi hos dig selv grundet alle de syntetiske stoffer i skyllemidlet - er bløde håndklæder virkelig så meget værd? Men det slutter jo ikke kun ved dig selv, for alt den kemi giver øget belastning af renseanlæggene og dermed øget energiforbrug. Så miljøet står også tilbage som taber.
Inden du trækker kortet med "jeg bruger altså kun Neutral skyllemiddel", så tjek lige ingredienslisten i dette produkt en gang til. Ved du for eksempel, hvad Tallowoylethyl Hydroxyethylmonium Methosulfat er for noget? Jeg bruger en generel huskeregel, at hvis jeg ikke kender til ordet, så gør min krop nok heller ikke, og så er det bedst at undgå. Der er også isopropylalkohol i Neutrals skyllemiddel, og det er et faremærket produkt som ikke må komme i kontakt med øjne, hud eller tøj. Isopropylalkohol indeholder også organisk opløsningsmiddel som ved gentagen eksponering kan give skader på nervesystemet og indre organer som for eksempel lever og nyrer. Jovist, det er ikke hovedingrediensen i det færdige skyllemiddel, men hvorfor overhovedet tage chancen?
Næh, hvis jeg absolut må ty til skyllemiddel, så bruger jeg hellere en smule eddike (godt, gammelt husmoderråd i øvrigt) tilsat et par dråber af min favoritolie. Mange bryder sig ikke om at bruge eddike alene på grund af duften, men så kan du netop tilsætte for eksempel lavendel eller en anden blomsterduft. Du kan også vælge citron eller tea tree, hvis du ønsker at få renset dit tøj helt igennem. Sørg for at bruge den hvide lagereddike, da den brune kan indeholde sukkerstoffer, som sætter sig i vaskemaskinen og tøjet.
- Og skal den have hele armen med duften, så smid en våd klud med nogle dråber olie i tørretumbleren bagefter. Okay, måske er det lidt dobbeltmoralsk at tale om at bruge tørretumbler, for det gavner jo heller ikke miljøet på nogen måde, men selv jeg synder en gang imellem c",)
Et sidste råd er til jer, der primært bruger skyllemiddel på grund af statisk elektricitet - det kan eddiken desværre ikke fjerne. Fyld i stedet en sprayflaske med rent vand og giv dit tøj et par pift for at tilføre lidt fugt, men ikke så tøjet bliver vådt.
Side 33 ud af 35