Jeg har tidligere fortalt om Thieves Spray, der er min faste rejsepartner.
- men jeg kan faktisk bedst lide at lave mine helt egne sprays. Det er super nemt og en rigtig god måde at bruge olierne i hverdagen. Så kan jeg også selv vælge mine blandinger og styrkeforholdet.
På billedet kan du se mine favoritopskrifter, hvor især duftsprayen og Pick-Me-Up er helt uundværlige. Jeg har købt nogle små sprayflasker i Søstrene Grene, men de også købes en masse andre steder. Der er 100 ml. i flasken, så de er nemme at have med på farten. Olie og plastic er ikke den bedste kombination, da olien kan gå ind og ætse plastic. I dette tilfælde har jeg dog ikke oplevet nogen problemer, da olierne er blandet med en del vand. Så det er op til dig selv, om du vil over i en glasflaske i stedet.
Selve sprayen blander jeg ved at fylde flasken med vand - næsten helt op. Derefter tilsætter jeg de ønskede olier. Til 100 ml. synes jeg at 12 dråber i alt passer meget godt. Der er uanede muligheder, du kan jo også vælge at lave en spray til dit sengetøj, så det både dufter godt og holder sengemider lidt nede.
Når jeg skal bruge sprayen, sørger jeg for at ryste flasken og derefter pifter jeg løs. Min duftspray har sin faste plads på badeværelset, hvor den både bliver brugt efter toiletbesøg, men også til mine træningssko efter Bokwa og tennis - den er eminent til at tage alle uønskede dufte. Så nogle gange får køkkenet også en tur, hvis vi har haft godt gang i stegepanden. Lige netop duftsprayen laver jeg i en noget større flaske, da den bliver brugt en del. Så er det jo bare at putte lidt flere dråber i din blanding.
Lad mig endelig vide, hvis du får lavet en skøn spray.