Jeg indrømmer gerne, at jeg kan spise is hele året rundt.
- men det er nu helt særligt at nyde sådan en laban, når solen skinner og varmen omfavner din krop. Derfor skal du have nok en opskrift på is - jeg har jo tidligere fortalt dig om de lækre Ningxia Red ispinde.
Denne ispind er mere cremet, omend du må kigge langt efter fløden. Måske kunne man erstatte noget af yoghurten med fløde, det må du eventuelt prøve dig frem med. Til at lave seks usyndige ispinde skal du bruge følgende:
550 gram jordbær, nippede og skiveskårne
85 gram honning
2,5 dl. yoghurt naturel
1-2 dråber æterisk olie
Kom jordbær og honning i en kasserolle og lad det koge op. Lad det derefter simre i 10 minutter, hvorefter du lader blandingen køle ned til stuetemperatur. Tag din yoghurt og kom dine ønskede dråber æterisk olie i. Til jordbær kunne du gå efter en citrusfrugt eller pebermynte. Eller hvorfor ikke prøve med StressAway eller Slique Essence der begge indeholder vanilje? Vælg den olie og den mængde, som du kunne have lyst til. Vend nu forsigtigt din jordbærblanding med yoghurten og rør det blidt rundt. Kom din ismasse i dine forme og lad dem sætte sig natten over.
Har du ikke et sæt til at lave ispinde, kan du bruge en hvilken som helst beholder. Når blandingen er halvfrossen, kommer du blot en ispind i blandingen og lader den fryse færdigt. I princippet kunne du jo også bare lave en is, der skal spises med en ske.
God fornøjelse med ismejeriet. Er du meget eventyrlysten, kan du også forsøge dig med lidt müsli i din ispind. Start med lidt af jordbærblandingen og kom en skefuld müsli oveni. Sådan fortsætter du skiftevis. Der er så mange muligheder, så når du alligevel skal søge skygge mellem kl. 12-15, kan du jo passende eksperimentere dig frem til din absolutte favorit is.