En af grundene til at jeg er så vild med olierne er de naturlige ingredienser uden brug af unødvendige kemikalier og tilsætningsstoffer. Derfor kan jeg også godt lide at lave mine egne body scrubs med ganske få ingredienser. Til denne her skal du kun bruge tre ingredienser foruden dine æteriske olier, og så er det endda ingredienser du som regel vil have på lager til hver en tid. Så find du straks lidt kaffe, vegetabilsk olie og honning frem og kom i gang med at forkæle dig selv og din krop.
Kaffe bruger vi, fordi det har en rigtig dejlig, eksfolierende effekt på kroppen samtidig med at være skånsom for huden. Så kaffen er med til at fjerne de døde hudceller og sætter gang i blodcirkulationen. Flere undersøgelser har endda vist, at regelmæssig brug af kaffe på denne måde har en gavnlig effekt på appelsinhud. Kaffen er også med til at blødgøre huden, hvilket honningen også hjælper med. Den vegetabilske olie (det kan være kokos, mandel, argan eller olivenolie) gør huden blød og smidig ved at tilføre fugt til din hud. For at få fuld valuta ud af din scrub bør du lade den sidde i fem minutter, inden du skyller den af. Det er både for at lade den vegetabilske olie trænge ind og rigtig fugte huden, såvel som at lade kaffens antioxidanter og koffein gøre sit arbejde færdigt.
Der er tale om helt naturlige ingredienser, så holdbarheden er ikke særlig lang. Derfor vil jeg anbefale dig kun at lave en enkelt portion af gangen. På køl kan blandingen godt holde sig i tre dage, men den er bedst frisk. Så skal du beslutte dig for, om du vil bruge friskmalet kaffe eller kaffegrums. Den friskmalet kaffe indeholder flere antioxidanter og koffein end grumset, men for nogle vil det føles som et spild. Det samme kan ikke siges om kaffegrumset (som stadig indeholder antioxidanter og koffein), som netop er en god måde at bruge et spildprodukt på. Denne scrub kan sagtens bruges uden æteriske olier, men nu hvor vi har olierne ved hånden, vil det være oplagt at benytte dem i denne scrub. I og med at vi sætter gang i blodcirkulationen og ønsker at rense ud i kroppen, så vil jeg anbefale at bruge grape og cypres, da begge er gode olier til huden, vores cirkulation og evne til at rense ud og give støtte til vores lymfesystem.
Til en portion skal du bruge:
2 spsk. friskmalet kaffe eller kaffegrums
2 spsk. vegetabilsk olie i flydende form
1 tsk. honning
4 dråber grapeolie
2 dråber cypresolie
Bland det hele sammen i et glas indtil du har en ensartet masse. Så er det ellers ind i et varmt bad, så porerne i din hud åbner sig. Jeg starter med at vaske min krop med sæbe og skylle efter, hvorefter jeg påfører scrubben i cirkulære bevægelser ud over hele kroppen - denne scrub er for grov til ansigtet. I og med at den skal sidde i cirka fem minutter, kan du med fordel sørge for at bruge en hårkur på samme tid eller andet krops-, fod- eller ansigtspleje, så du ikke bare står og keder dig. Vask hele herligheden af dig og dub dig tør efterfølgende. Alt efter valg af vegetabilsk olie kan du føle dig en smule fedtet til at starte med, men det forsvinder hurtigt. Nu skrev jeg, at scrubben ikke kan anvendes i ansigtet, men hvis du bruger kaffekapsler til for eksempel Nespresso, kan du faktisk godt bruge kaffegrumset derfra, da kaffen er ekstra fint malet og derfor ikke så hård ved din hud.
- og ja, vi bruger kaffe og du vil kunne dufte kaffen. Det er dog ikke en duft, der hænger ved, og i og med at vi tilsætter æteriske olier vil kaffeduften også mindskes betydeligt.